John McCusker er en af den skotske folkemusiks fremmeste violinister og regnes blandt de mest markante og indflydelsesrige musikere på den moderne folk- og rootscene. Med en karriere, der strækker sig over mere end tre årtier, har han sat et tydeligt præg på både den traditionelle og den nutidige folkemusik.
Han begyndte tidligt at spille violin og tin whistle, og allerede som 17-årig afløste han selveste Brian McNeill i det legendariske Battlefield Band, hvor han i over ti år turnerede verden rundt og var med til at forny og udvikle den skotske folkemusiktradition.
Som musiker er John McCusker kendt for sin åbne og nysgerrige tilgang til genrer. Han har samarbejdet med en lang række internationale kunstnere, herunder Rosanne Cash, Steve Earle, Patti Smith og Bonnie Raitt, og siden 2008 har han været fast mand i Mark Knopflers band og har medvirket på flere af hans albums. John McCusker har en evne til at bygge bro mellem traditionel folkemusik og genrer som rock og americana og har også modtaget adskillige priser, herunder BBC Radio 2 Folk Award som "Musician of the Year" i 2003.
Ved siden af sit virke som udøvende musiker er John McCusker også en eftertragtet producer og arrangør. Han har arbejdet med nogle af de største navne inden for britisk folk, herunder Kate Rusby og Eddi Reader, og har desuden bidraget med musik til både film og tv.
Det danske publikum har gennem årene haft rig mulighed for at opleve John McCusker live – ikke mindst på Tønder Festival, hvor han flere gange har optrådt. I de senere år har han desuden turneret i Danmark sammen med sine musikalske legekammerater Michael McGoldrick og John Doyle, en trio der har begejstret publikum med deres virtuose sammenspil og dybe forankring i den keltiske tradition.
Nu vender John McCusker dog tilbage på de danske scener med sin egen trio, hvor han har allieret sig med to stærke navne, som mange danske lyttere allerede kender: Sangeren og guitaristen Sam Kelly og multitalentet Toby Shaer fra Sam Kelly & The Lost Boys. Sammen skaber de et levende og dynamisk musikalsk univers, hvor tradition, energi og nærvær går hånd i hånd. John McCusker har medvirket på en lang række udgivelser, bl.a. med Battlefield Band, Mark Knofler, Kate Rusby, Eddie Reader m.v. Hans egne udgivelser viser en komponist med stor musikalitet og dybde. Album som Yella Hoose, Goodnight Ginger og Hello, Goodbye kombinerer lyrisk violinspil med moderne arrangementer og vidner om en kunstner, der både værner om traditionen og samtidig udvikler den. |